Er du skrap nok til Danmarks unikke og udfordrende cykelløb for seriøse motionister? Kan du klare nogle af landets hårdeste bakker? Har du mod på at forcere den stejle hovedgade i Danmarks eneste bjergby, mens du bliver tiljublet af tilskuerne? Og har du lyst til at møde den danske cykelelite, der skal køre samme rute lige efter dig? Så siger vi velkommen til Gudhjem Bjergløb 2014.

Glæd dig til en af Danmarks skønneste ruter. 93 fantastiske km og 1.300 seje højdemeter. Oplevelserne står i kø med klipper, hav, hårnålesving, bjergby og tilskuere. Det gør udfordringerne også: Stigningerne er helt op til 10 procent, og nogle af bakkerne er lange og udmattende.

Du kommer i selskab med Danmarks cykelelite. Lige efter motionsløbet bliver anden afdeling af Post Cup afviklet på samme rute. Post Cup betyder, at forholdene er helt i top med afspærrede og ensrettede veje – og masser af tilskuere.

 

 

Det tager kun tre timer at komme fra København til Gudhjem, men det føles meget længere væk. Nyd en weekend i en af Danmarks smukkeste og mest charmerende byer. Hele Gudhjem er sat op til cykelfest, og vi har stærke rabattilbud på både færge og overnatning.

Vil du gerne tjekke ruten ud? Så klik her (eksternt link) og følg med meter for meter.

Gudhjem Bjergløb har alt det, du forventer af et motionsløb i international klasse. Her er professionel tidtagning med chip, personligt diplom, flotte pengepræmier til de bedste, 1.000 håndlavede karameller fra Karamel Kompagniet til vinderen, og masser af fornemme lodtræknings-præmier.